Teori i forhold til AC:
Erving Goffman - Stigmatisering
Ifølge den Store Danske Encyklopædi betyder stigmabegrebet fra græsk sprogbrug ”mærke” eller ”brandmærke”. Begrebet stammer oprindeligt fra de mærker Jesus fik på korset. Senere hen brugte man begrebet om de mærker, som slaver fik tildelt som straf, hvis de flygtede. (Jacobsen, H.J., Kristiansen, S., 2013, s. 211)
Stigmatisering ses helt tilbage fra middelalderen, hvor de sunde mennesker forsøgte, at adskille sige fra de syge mennesker på grund af forskellige sygdomme. Gennem tiden har mennesker med synlige lidelser eller afvigende adfærd, psykiske eller fysiske skavanker oplevet at blive stigmatiseret, indespærret og udstødt, fordi de blev betragtet som værende farlige og anderledes end de normale mennesker. Formålet med stigmatisering, indespærring eller udstødelse har været at sikre, at ”normalsamfundet” ikke blev påvirket af syge eller afvigende mennesker. (Jacobsen, H.J., Kristiansen, S., 2013, s. 211)
Den canadiske-amerikanske sociolog Erving Goffman, har skrevet bogen ”Stigma”, der blev udgivet i 1963. Goffman definere stigma som ”en egenskab, der er dybt miskrediterende og som reducerer bæreren fra at være et helt og almindeligt menneske til et devalueret og nedvurderet person”. (Jacobsen, H.J., Kristiansen, S., 2013, s. 211-212). Det vil sige at stigmatisering er en proces, hvor personens sociale identitet ødelægges som følge af omgivelsernes bedømmelse.
Goffman har skrevet om tre forskellige former for stigma:
1) De kropslige vederstyggelig – f.eks. kropslige misdannelser som er synlige.
2) Karaktermæssige fejl – f.eks. mangel på opdragelse, provokerende adfærd og dårlig moral.
3) Tribale – f.eks. nationalitet, religion og race.
De ”normale” mennesker er ifølge Goffman, dem som ikke er bærer af et stigma. (Jacobsen, H.J., Kristiansen, S., 2013, s. 214)
I dag forstår man stigmabegrebet som stempling. Vores samfund er lynhurtige til at stemple folk, heriblandt vores patient AC. AC er stemplet som ”Manden med et ben”, denne stempling har han fået tildelt, uden at kunne forandre det. Endvidere har stemplingen frataget noget af hans identitet efter apopleksien og amputationen. Han vil typisk føle sig udsat for fordomme blandt mennesker udefra, hvilket kan resultere i social isolation.
Jürgen Habermas
Jürgen Habermas er tysk filosof og sociologi, der i sit teoriske arbejde beskæftiger sig med samfundsvidenskab. Habermas er særligt kendt for sin teori om system- og livsverdenen. Hos Habermas består samfundet af en system og livsverden, hvor begge verdener eksisterer i det moderne samfund.
Livsverden er karakteriseret af erfaring, kultur, gensidig forståelse og hverdagsliv. Inden for dette system udformer mennesker deres handlinger igennem kommunikation. Systemverdenen er modsat præget af økonomi, effektivitet, kontrol, fremmedgørelse og markedsmekanismer. Denne verden er styret af medierne, penge og magt, hvorved den mellemmenneskelig dialog er overflødig.
Habermas mener, at begge verdener er med til at udvikle samfundet, men at balancen imellem livsverden og systemet er forstyrret. Ubalancen består i at systemet kolonisere livsverden, hvorved de strategiske/instrumentelle handlinger dominerer over de kommunikative. Dette ødelægger livsverden og det enkelte menneskets mening, identitet og normsæt tabes (Kaspersen, L.B. & Blok, A. 2011, s. 75-79).
Ifølge Habermas’ teori blev AC (vores patient) udskrevet for tidligt fra hospitalet, fordi hospitalerne lader sig påvirke af økonomiske incitamenter. Dette kan få negative følger for AC, idet han er en del af et samfund, hvor han nemt kan blive glemt af systemet, og hvor kommunikation han mødes med vil være kontrolleret og målrettet. Der vil desuden være mangel på den gensidig forståelse af, hvad han har været igennem og hvad der efterfølgende skal ske med ham. Det er systemet der bestemmer AC’s behandling og videre forløb, og om han skal have lov til at have en protese eller ej. Han er på den måde underlagt magt fra systemet.
Benner og Wrubel - Stress og mestring
Benner og Wrubel argumenterer for en fænomenologisk tilgang, der både indeholder ekspliciterbar viden, men også inkorporeret viden. Krop og sjæl er forbundet, og patienten opfattes som en helhed (holistisk menneskesyn).
Stress er et resultat af en patients vurdering af sin relation til en situation, når denne indebærer udfordring, tab, trussel eller skade, og patientens evne til at tilpasse sig. (Larsen. C, 1997, s 34)
Stress er et resultat af en patients vurdering af sin relation til en situation, når denne indebærer udfordring, tab, trussel eller skade, og patientens evne til at tilpasse sig. (Larsen. C, 1997, s 34)
For AC var det en stor omvæltning i hans tilværelse, pludselig at være frataget sit højre underben, og derfor også den selvfølge det er, at kunne være oppegående.
Dette var også at frarøve ham noget af sin identitet, da noget så basalt som at have alle sine lemmer var af vigtig betydning for ham.
Der skulle ske store ændringer i hans hjem for at tilpasse hans nye situation. Man kan sige, at stress faktoren i AC's situation var at få amputeret højre underekstremitet, og derfor blev han også frataget sin gangfunktion, der er noget af det mest grundlæggende et menneske har. Den nye livssituation ændrer AC's hverdag på en så drastisk måde, at han ikke kan vende tilbage til den tilværelse, han havde før sin amputation.
Dette var også at frarøve ham noget af sin identitet, da noget så basalt som at have alle sine lemmer var af vigtig betydning for ham.
Der skulle ske store ændringer i hans hjem for at tilpasse hans nye situation. Man kan sige, at stress faktoren i AC's situation var at få amputeret højre underekstremitet, og derfor blev han også frataget sin gangfunktion, der er noget af det mest grundlæggende et menneske har. Den nye livssituation ændrer AC's hverdag på en så drastisk måde, at han ikke kan vende tilbage til den tilværelse, han havde før sin amputation.
Mestring er, hvad patienten stiller op med den forstyrrelse som indebærer tab, trussel eller udfordring, og at finde mening og sammenhæng igen.
Ifølge Benner og Wrubel er det et af de mest grundlæggende træk ved at være menneske, at der er noget der er vigtigt for os – det kan være ens arbejde, ens familie, ens udseende eller ens hobby. Denne ting fylder meget i vores verden, og det bliver nærmest en del af vores identitet og giver mening i livet (Larsen. C, 1997, s. 35).
Når noget er vigtigt for os, så føler vi også omsorg for dette. Men det der er vigtigt for os, er også kilden til stress: når der er risiko for, at det der er vigtigt for os, er i fare, vil det medføre en stress situation. Ligegyldighed og meningsløshed er de største trusler mod mestring. Hvis ikke man kan finde nogen mening med at mestre situationen, så vil man forblive i den stress situation man er i. For AC var det vigtigt at få sin gang funktion igen, og hurtigst muligt komme op og gå igen.
AC valgte på egen hånd at tage kampen op mod systemet, for at få den ben protese, han så kraftigt ønsker sig.
Selvom der i udskrivelsesesrapport fra sygehuset stod, at AC ikke var motiveret til at få en protese, så tog han selv initiativ til at undersøge, hvordan han kunne få denne protese alligevel. Man kan sige, at for AC er det en måde at mestre sit tab af identitet (amputation), ved at sætte det projekt i gang med at få sin ben protese, da hans mål er at kunne komme op og gå med en rollator.
AC finder mening og sammenhæng i livet igen, ved at få sin protese. Ifølge Benner og Wrubel skal mestring IKKE ses som en modgift til stress, da det vil være at have en mekanisk tilgang til sygeplejen. Mestring er, hvad man stiller op med den forstyrrelse, der er i ens tilværelse.
Når noget er vigtigt for os, så føler vi også omsorg for dette. Men det der er vigtigt for os, er også kilden til stress: når der er risiko for, at det der er vigtigt for os, er i fare, vil det medføre en stress situation. Ligegyldighed og meningsløshed er de største trusler mod mestring. Hvis ikke man kan finde nogen mening med at mestre situationen, så vil man forblive i den stress situation man er i. For AC var det vigtigt at få sin gang funktion igen, og hurtigst muligt komme op og gå igen.
AC valgte på egen hånd at tage kampen op mod systemet, for at få den ben protese, han så kraftigt ønsker sig.
Selvom der i udskrivelsesesrapport fra sygehuset stod, at AC ikke var motiveret til at få en protese, så tog han selv initiativ til at undersøge, hvordan han kunne få denne protese alligevel. Man kan sige, at for AC er det en måde at mestre sit tab af identitet (amputation), ved at sætte det projekt i gang med at få sin ben protese, da hans mål er at kunne komme op og gå med en rollator.
AC finder mening og sammenhæng i livet igen, ved at få sin protese. Ifølge Benner og Wrubel skal mestring IKKE ses som en modgift til stress, da det vil være at have en mekanisk tilgang til sygeplejen. Mestring er, hvad man stiller op med den forstyrrelse, der er i ens tilværelse.
Empowerment
Empowerment er at styrke og støtte
patienten til at kunne handle selv.
Som sygeplejerske lærer vi hvor vigtigt det er, at vise omsorg over for patienterne, og man kan derfor ofte komme til at udføre nogle handlinger, som egentlig hensigtsmæssigt er bedst, at patienten udfører selv (Bartholdy, J., 2003, s. 22). Empowerment tager udgangspunkt i den salutogenetiske tankegang (man lægger fokus på de ressourcer og stærke sider som den enkelte person har, i modsætning til den patogenetiske tankegang,
hvor man har fokus på sygdom, og hvorfor mennesket bliver ramt af sygdom). Den professionelle indgår i en relation med patienten, hvor begge parter har lige meget magt. Det vil sige, at fagpersonen ikke har magten over patienten til at bestemme, hvordan denne skal stille op med de problemstillinger der er.
Man kan sige, at patienten selv har kontrollen til at vælge hvordan de vil handle. Sygeplejersken skal stille sin viden og faglighed til rådighed, og derefter må patienten vælge hvordan de vil respondere på den viden de får omkring deres problem (Bartholdy, J., 2003, s. 23).
Empowerment betyder, at man skal hjælpe patienten hen i en retning, hvor denne kan blive så selvstændig som mulig, og på den måde hjælpe dem fra at være afhængig af en professionels hjælp og støtte. Man tager derfor udgangspunkt i at se på den livserfaring og de ressourcer som patienten har til rådighed, i stedet for kun at se problemerne.
Som sygeplejerske lærer vi hvor vigtigt det er, at vise omsorg over for patienterne, og man kan derfor ofte komme til at udføre nogle handlinger, som egentlig hensigtsmæssigt er bedst, at patienten udfører selv (Bartholdy, J., 2003, s. 22). Empowerment tager udgangspunkt i den salutogenetiske tankegang (man lægger fokus på de ressourcer og stærke sider som den enkelte person har, i modsætning til den patogenetiske tankegang,
hvor man har fokus på sygdom, og hvorfor mennesket bliver ramt af sygdom). Den professionelle indgår i en relation med patienten, hvor begge parter har lige meget magt. Det vil sige, at fagpersonen ikke har magten over patienten til at bestemme, hvordan denne skal stille op med de problemstillinger der er.
Man kan sige, at patienten selv har kontrollen til at vælge hvordan de vil handle. Sygeplejersken skal stille sin viden og faglighed til rådighed, og derefter må patienten vælge hvordan de vil respondere på den viden de får omkring deres problem (Bartholdy, J., 2003, s. 23).
Empowerment betyder, at man skal hjælpe patienten hen i en retning, hvor denne kan blive så selvstændig som mulig, og på den måde hjælpe dem fra at være afhængig af en professionels hjælp og støtte. Man tager derfor udgangspunkt i at se på den livserfaring og de ressourcer som patienten har til rådighed, i stedet for kun at se problemerne.
Katie Eriksson - lidelse
Lidelse er et
grundvilkår, idet vi alle på et eller andet tidspunkt oplever det, alligevel
kan det være svært at definere. Lidelse kan ses ved flere forskellige
tilstande, og kan opstå af forskellige grunde. Lidelse kan være en tilstand med
plager, tab, smerte, besvær, sorg og ulykke. Der kan både være tale om fysisk
lidelse, hvis man har ondt et sted, og psykisk lidelse, hvis man eksempelvis er
nedtrykt eller føler sorg efter et tab (Den store danske. u. år).
I forhold til AC, der har fået amputeret sin højre ben, kan der være tale om både livslidelse og sygdomslidelse. AC har efter operationen svært ved at leve en normal hverdag, da han ikke længere har det samme funktionsniveau. Der er mange ting, som han ikke længere er i stand til at gøre på egen hånd, og der er mange nye tilvænninger, som han nu skal forholde sig til. Dette kan i høj grad føre til, at AC føler nedtrykthed og livslidelse. AC har tidligere mistet sin kone, og har i den seneste tid været ramt af diverse sygdomme, hvilket også er med til at forstærke hans livslidelse. Lidelsen rammer ikke alene AC, men også pårørende og familie, der ligesom ham selv skal vænne sig til den nye virkelighed. En stor del af AC’s livslidelse skyldes sygdom, og han er derfor også ramt af sygdomslidelse. AC har hele tiden været meget motiveret for at genvinde sit funktionsniveau. Han forsøger, ifølge Erikssons teori, at få en ny mening til at vokse frem. Det er muligt at han herved vil opdage nye sider af sit liv, nye værdier og prioriterer anderledes, hvilket kan medføre udvikling og en mulig vej ud af lidelsen.
Katie Eriksson
er finsk sygeplejeforsker, der i sin lidelsesteori medinddrager begrebet
plejelidelse, der sættes i forbindelse med straf, magtudøvelse og manglende
omsorg. Hendes budskab hertil er, at lidelse skabt ud fra plejen skal fjernes (Overgaard, A. E. 1997, s. 32-44). Katie Erikson fremlægger i alt tre forskellige
lidelsesbegreber, nemlig livslidelse, sygdomslidelse og plejelidelse. Livslidelse
opleves i relation til ens eget liv, sygdomslidelse er forbundet med patientens
sygdom og behandling, og plejelidelse skyldes den måde plejen udøves (Erikson, K. 2008, s. 76-89). Erikson
nævner at lidelse er en kamp og sorgproces, der påvirker det hele menneske både
socialt, fysisk, psykisk. Når kampen er forbi er lidelsen forbi. Hun nævner
desuden, at lidelse tærer på menneskets værdighed og er meningsløs, men med udgangspunkt i lidelsen, kan ny mening vokse frem (Erikson, K. 2008, s. 72-73).
I forhold til AC, der har fået amputeret sin højre ben, kan der være tale om både livslidelse og sygdomslidelse. AC har efter operationen svært ved at leve en normal hverdag, da han ikke længere har det samme funktionsniveau. Der er mange ting, som han ikke længere er i stand til at gøre på egen hånd, og der er mange nye tilvænninger, som han nu skal forholde sig til. Dette kan i høj grad føre til, at AC føler nedtrykthed og livslidelse. AC har tidligere mistet sin kone, og har i den seneste tid været ramt af diverse sygdomme, hvilket også er med til at forstærke hans livslidelse. Lidelsen rammer ikke alene AC, men også pårørende og familie, der ligesom ham selv skal vænne sig til den nye virkelighed. En stor del af AC’s livslidelse skyldes sygdom, og han er derfor også ramt af sygdomslidelse. AC har hele tiden været meget motiveret for at genvinde sit funktionsniveau. Han forsøger, ifølge Erikssons teori, at få en ny mening til at vokse frem. Det er muligt at han herved vil opdage nye sider af sit liv, nye værdier og prioriterer anderledes, hvilket kan medføre udvikling og en mulig vej ud af lidelsen.
Henderson var en amerikansk sygeplejerske, forfatter og professor. Hun er kendt for sit forfatterskab om sygeplejens fundament samt betydning af den gode sygepleje til syge mennesker. I sin tid beskrev hun sygeplejen ud fra 14 komponenter omhandlende menneskets behov. Hun beskrev desuden sygeplejerskens rolle som kompenserende, understøttende og komplementerende, med det formål at gøre patienten selvhjulpen. (Suhr, L.
& Winther, B. 2011, s. 94). I dag er Virginia Henderson særligt kendt for hendes definition af sygeplejen, der til dato er en af de mest anvendte:
”Sygeplejerskens unikke funktion består i at bistå den enkelte, syg eller rask, med at udføre de aktiviteter til fremme eller genvindelse af sundheden (eller til en fredelig død), som han ville udføre på egen hånd, hvis han havde den fornødne styrke, vilje og viden, og at gøre dette på en måde, der hjælper ham til så hurtigt som muligt at blive selvhjulpen. ”
Det
overstående citat definerer sygeplejerskens rolle i sygeplejen til patienten (Harder, I. 2000, s. 20-27). I
forhold til vores problemstilling er det sygeplejerskens rolle at hjælpe AC med
at udføre de aktiviteter, der kan fremme eller genvinde hans funktionsniveau
efter amputationen. Der er efter amputationen mange ting, som AC ikke længere
er i stand til at varetage på egen hånd. Han er derfor afhængig af sygeplejersken
og andre fagpersoners hjælp. Ifølge Henderson er det sygeplejersken opgave at
hjælpe AC med de opgaver, som han ikke længere selv kan praktisere, men
samtidig have som mål at AC skal blive selvhjulpen. I starten fik AC hjælp til
at tilfredsstille mange behov, og ud fra Henderson 14 komponenter er der
eksempelvis tale om det at bevæge og bevare en god stilling, holde kroppen ren,
toiletbesøg mm. (Harder, I. 2000, s. 20-27).
I dag kan han mange af disse ting selv, fordi personalet har
hjulpet ham i retning af at blive selvhjulpen.
Kari Martinsen
Når Kari Martinsen beskriver sygeplejen er det bygget op omkring begrebet omsorg og hun mener, at dette er en grundlæggende forudsætning for alt liv. "Afhængigheden af andre træder især tydeligt frem i situationer, hvor der forekommer sygdom, lidelse og funktionshæmning..." (Kirkevold, M. 2010, s. 185) AC er tydeligvis i en situation lige nu, hvor der både er funktionshæmning, lidelse og sygdom og har også selv sagt at han følte sig specielt ensom lige efter han var kommer hjem efter amputationen (interview med Tove). Der er sket en kæmpe omvæltning for AC og han har brug for omsorg. Efter AC er kommet hjem er han blevet bedre til, at komme rundt og kan gøre det meste selv, men han er rigtig glad for, at hjemmesygeplejerskerne kommer for så har han nogen at snakke med, han synes det er hyggeligt. Men det er måske ikke kun for hyggens skyld, men noget han har brug for, fordi hans kone er død og han ikke for tiden ser så meget til hans familie. At han selv fortæller, at han er glad for at få besøg af hjemmesygeplejersken kan være et tegn på, at han har brug for omsorg og menneskelig kontakt, efter alt han har været igennem med den her oplevelse, han har haft med amputation og sin protese.
Da AC havde fået amputeret sit ben var han helt sikker på, at han skulle have en protese og derved kunne komme til at gå igen. Der skete dog en miskommunikation på sygehuset, for deres synspunkt var, at AC ikke var motiveret til dette og fik derfor et brev efter hjemkomst, hvor der stod at sygehuset ikke havde tænkt sig at sætte noget i gang i forhold til en protese. Da AC var indlagt på sygehuset må personalet enten ikke have lyttet, snakket eller spurgt ind til AC, siden der kan ske sådan en misforståelse. Kari Martinsen siger:
"Al pleje må derfor baseres på et personligt forhold mellem patient og sygeplejerske, hvor sygeplejersken kender og forstår patientens livs- og lidelseshistorie. Dette er det nødvendige udgangspunkt for god omsorg, det vil sige omsorg, som lindrer lidelse og skaber plads for og frigør patientesn livsmod." (Kirkevold, M 2010, s. 192)
Hvis personalet på sygehuset havde sat sig ind i AC' historie og set det fra hans side, ville dette sandsynligvis ikke være sket. AC er en frisk mand, som gerne vil kunne klare sig sig og kan godt lide at lave lidt sjov med andre. Han ved at mange andre, som har fået amputeret har fået protese og derfor skal han selvfølgelig også have en (Interview med Tove). Det er hans synspunkt på situationen, men sådan har personalet ikke forstået det eller ikke har haft tid til, at sætte sig ind i situationen og derved bliver plejen til AC ikke optimal i den betydning, at der må have manglet noget kommunikation. Der må have manglet noget kommunikation, fordi han var helt sikker på at han skulle have en protese, men får først at vide når han er kommet hjem, at sygehuset ikke havde dette planlagt.
Personalet på sygehuset har sandsynligvis snakket om AC skal have protese, eftersom han fik et brev omkring det, men AC blev ikke inddraget i dette, da han var indlagt på sygehuset. Måske de ikke har snakket med AC omkring det, fordi han sandsynligvis ikke kommer til at gå igen grundet apopleksien, som har givet ham nedsat styrke i modsatte side af amputationen. Hvad end grunden har været, har det fået AC til at føle at de har taget en mulighed fra ham, som han havde set frem til, hvilket han blev sur og frustreret over.
