Tværfagligt samarbejde

Ved tværfaglighed er der mange forskellige samarbejdsformer heriblandt monofagligt samarbejde, flerfagligt samarbejde, tværfagligt samarbejde og tværprofessionelt samarbejde.

• Ved monofagligt samarbejde holder de forskellige faggrupper sig inden for sit eget fagområde. Samarbejdet består i at dele informationer mellem faggrupperne. (Larsen, N. S, 2013, s. 23-26)
  
  
• Ved et flerfagligt samarbejde, arbejder to eller flere faggrupper sammen om en fælles problemstilling, dog arbejder de separat.  Flerfagligt samarbejde er, når forskellige faggrupper arbejder med hver sit faglige perspektiv. (Højholdt, A. 2013, s 56-67)
  
  

  

  Flerfagligt samarbejde (Højholdt, A. 2013, s. 62)

                                     
• Ved et tværfagligt samarbejde, arbejder faggrupperne sammen om en defineret fælles problemstilling. Tværfagligt samarbejde er, samme faggruppe f.eks. en sygeplejerske arbejder sammen med en anden sygeplejerske, men de har forskellige arbejdsopgaver. (Højholdt, A. 2013, s 56-67)
  
  

  

  Tværprofessionelt samarbejde (Højholdt, A. 2013, s. 64)
  

  
  

  
  

• Ved et tværprofessionelt samarbejde deler faggrupperne deres faglighed mod ny viden, nye arbejdsformer og ny forståelse af fælles opgave og faglighed.  Tværprofessionelt samarbejde er, forskellige faggrupper f.eks. en fysioterapeut som arbejder med en sygeplejerske, men de arbejder sammen om den samme opgave. (Højholdt, A. 2013, s 56-67)

Tværfagligt samarbejde (Højholdt, A. 2013, s. 63)

                                                

I dagens sundhedsvæsen ses mange forskellige faggrupper, der arbejder tværfagligt om fælles mål og værdier for den enkelte borger/patient.   Det tværfaglige samarbejde handler om at skabe bedre sammenhæng i indsatsen over for den enkelte borger/patient, f.eks. ved at kombinere faggruppernes faglige perspektiv samt kompetencer ind i situationen.  (Danielsen, M. & Lange, D.L. 2013, s. 47-55

Vi har valgt at kontakte en fysioterapeut med henblik på at få en bedre forståelse for det tværfaglige samarbejde. Vores kliniske vejleder/sygeplejerske arbejder til dagligt sammen med en fysioterapeut, som er tilknyttet Distrikt Vest. Sygeplejersken gav os fysioterapeutens e-mail adresse, som er tilknyttet vores patient. Vi fik desværre ikke svar fra personen.  Vi fik skrevet til en anden fysioterapeut, men fik desværre ikke nogen brugbare svar.   Til sidst fik vi heldigvis kontakt til en ergoterapeut, som arbejder på Sygehus Vendsyssel.  

Ergoterapeuten fortæller at de har et rigtig godt samarbejde på sygehuset. Hun oplever at der er respekt omkring hinandens arbejde og de vurderinger de hver især har ansvaret for. Hun oplever dog udfordringer, ved at der er travlt på de forskellige afdelinger, og derfor får for eksempel sygeplejersken ikke altid læst ergoterapeutens journalnotater. Sygeplejersken oplever et dårligt samarbejde mellem professionerne, da de er gode til at arbejde mono-, fler-, eller tværfagligt, altså de er gode til at arbejde indenfor deres egne kompetencer. De deler tingen op, så fysioterapeuten gør det ene, mens sygeplejersken gør det andet

I forhold til det tværfaglige samarbejde mener ergoterapeuten og sygeplejersken at det er vigtigt med kommunikationen. Det er for eksempel vigtigt at de forskellige faggrupper dokumenterer sine interventioner, således at afdelingen/hjemmeplejen, ved hvad de laver. Derudover er det vigtigt med dialog mellem de tværfaglige kolleger, da der blandt andet er mulighed for at formidle informationer samt planer, så de kan træffe de rigtige beslutninger.  Hvis ikke der er god kommunikation blandt faggrupperne, vil informationer gå tabt. En anden ting som er vigtig, er at man som fagperson er bevidst om ens egen faglighed, for at være i stand til at formidle samt udføre ens indsats i forhold til patientarbejdet. Hvis ikke man kan dette, vil samarbejdet blive meget uklart, og hver enkelt faggruppe ville ikke vide, hvem man skulle trække på i de enkelte situationer.

Ergoterapeuten fortæller at de også har kommunikation ud i den private sektor. Det kan enten foregå skriftligt eller mundtlig via telefonen.  Der ligger forskellige aftalte procedurer bl.a med de enkelte kommuner, hvilket fungerer optimalt. Sygeplejersken oplever dog ikke særlig god kommunikation mellem den primære - og sekundære sektor. Da det i dag er visitatorer og envejskommunikation, som giver informationen videre. Dette er for eksempel et problem da hjemmeplejen ofte mangler information i forbindelse med mål af den enkelte patient.

Ud fra vores interview med ergoterapeuten og sygeplejersken, kan vi konkludere at det tværfaglige samarbejde fungere rigtig godt i den sekundære sektor, hvorimod i den primære sektor fungere samarbejdet knap så godt. Grunden til det ikke fungerer i den primære sektor skyldes manglende informationsudveksling på tværs af sektorer, hvilket medfører tvivl af fælles løsninger af opgaver. Altså er det vigtigt, at vi har fokus på en god skriftlig og mundtlig overlevering for at et tværfagligt samarbejde kan fungere bedst muligt.