Velfærdsstaten

Den danske velfærdsmodel

Når man snakker om velfærdsmodel er der tre inddelinger i forhold til tildeling, organisering og finasiering af sociale ydelser. Det inddeles i:

- Den residuale/liberale velfærdsmodel: her sikrer staten ikke velfærdsydelser for den enkelte, men man skal sørge for sig selv. I forhold til denne model er man sin egen lykkes smed og er derfor selv ansvarlig for eget liv, indkomst og private forsikringer.

- Den selektive/konservative velfærdsmodel: her er der selektive forskringsordninger igennem arbejdet, der er ikke en omfordeling imellem rig og fattig og, de sociale ydelser er finansieret gennem tvungne sociale bidrag.

- Den universelle/socialdemokratiske velfærdsmodel: her sørger staten for at alle borgere har lige muligheder for ydelser, som betales til igennem høj skat.

I Danmark går vi under den universelle velfærdsmodel, der gør at vi alle har lige muligheder for uddannelse, lægehjælp, ældrepleje osv. lige meget hvor stor ens indkomst er, fordi man går ind for at alle har lige mulighed for velfærdsgoder. Under denne model er individer og familier garanteret  en minimumsindkomst, uanset deres mulighed for deltagelse på arbejdsmarkedet og uanset status eller social klasse er alle sikret de bedst mulige sociale serviceydelser.

Denne velfærdsmodel er dyr for staten, fordi der bliver stillet mange gratis ydelser til rådighed for alle i samfundet og derfor er der en høj skat, hvorved vi alle betaler til staten, så dette er muligt. Men på denne måde er man sikret selvom man f.eks. er arbejdsløs i en periode. Staten giver økonomisk støtte gennem SU, pension, dagpenge osv., så alle har mulighed for at klare sig i hårde tider. Dette betyder dog også, at staten ofte vælger at spare på nogle af ydelserne, så det bliver ved med at være en mulighed. (Rostgaard, T. 2013, s. 25-27)

Vores problemstilling i forhold til casen er, hvordan vi kan sikre et ordentligt udskrivelsesforløb for patienter. Vores patient har oplevet dårlig kommunikation og travlhed under indlæggelse, som han fortalte under vores interview, hvilket har medført forvirring af efterfølgende forløb. På grund af vores velfærdsmodel og det at vi bliver ældre og ældre betyder, at der skal spares på nogle punkter og, at der vil være betydeligt pres på udgifterne i sundhedsvæsenet. Dette betyder at bl.a. at der skal sendes flere og flere patienter hurtigere og hurtigere igennem systemet. (Det nære sundhedsvæsen 2012, s. 10) Herved kommer der også større pres på sundhedspersonalet, hvilket betyder at der måske ikke er så god tid til tingene, som der burde være. Dette kan være en af grundene til at problemstillingen med AC er opstået, at der har været for travlt og derved er der manglende kommunikation/fejlkommunikation.